Velkommen til overfladen! Alberts tanker.
Kolde vinterdage, mange års overvejelser – nu synes jeg tiden er der til at tage kuglepennen og papirblokken og skrive/videregive 40 års hundeliv.
40 år med mange hunde, mennesker, spændende oplevelser på mange fronter.
Jeg vil også bruge disse sider til at takke og sende hilsener til alle de mennesker, jeg har mødt igennem disse år.
Nysgerrig har jeg altid været, og denne nysgerrighed har givet mange erfaringer – ikke altid givet positive resultater – men dog også fantastiske, spændende nye tanker.
Da jeg havde haft de første kuld hvalpe, (som ikke var linjeavl eller indavl) var hvalpene små og sarte fra fødslen, tabte vægt efter fødslen, kom i gang, tabte igen vægt ved halekupering.
Som voksne (det var helfarvede cockere) var temperamentet ikke altid heldigt.
Jeg importerede en sort cocker-han kaldet Baku fra Italien. Ikke særlig køn set med udstillingsøjne og som en anden opdrætter sagde: ” han satte racens udseende flere år tilbage”.
Men hvalpe efter Baku vejede 25-30 % mere ved fødslen, tog fint på i vægt fra dag et og tabte ikke i vægt ved halekupering, tværtimod.
Baku var selv af almindelig til lille størrelse og også hans afkom var som voksne af almindelig størrelse.
Sindet var ikke altid godt, men der var selvfølgelig også en tævelinie med i spillet.
At out-cross (ubeslægtet) avl sædvanligvis giver sådanne resultater med hensyn til fødselsvægt og trivsel, fik jeg bekræftet af en hønseavler.
Men min interesse for arvelighed var vakt – ikke kun for farve og udseende, men at kende arveligheden af den “rigtige” cockeradfærd gjorde mig nysgerrig, og gennem tiden har det spillet en stor rolle i min søgen efter den “rigtige” cocker.
At træne hunde, at være karaktertestdommer og igennem 25-30 år følge stort set samtlige hvalpe, unghunde og voksne hunde til træning nede på vores mark, at trimme dem og at have haft jævnlig kontakt med hvalpekøberne gennem tiden, har lært mig meget om arvelighed i adfærd.
Fra at være ivrig udstiller i ind- og udland – 30-35 championater blev det blandt andet til – blev fokus flyttet til at opdrætte hvalpe som levede op til de krav og forventninger, som hvalpekøberne kom med.
Det skal her siges, at der gennem 40 år aldrig har været nogen, der har klaget over, at deres hund var grim – men til gengæld kom der klager, hvis der var sundheds- eller adfærdsproblemer.
For 20-25 år siden kom der en bred interesse for og ny viden om hundens adfærd og forståelse herfor. Fantastisk flot og spændende. Også nye trænings metoder kom i forlængelse af denne viden – flot, flot.
Men arvelighed i adfærd – hvad med den?
Nogle øjenåbnere for mig har fx været landmanden, der kom her for at købe en hvalp, fordi den sidste hund han havde (købt andetsteds), måtte aflives et år gammel, fordi den havde bidt alle i familien.
Han sagde til mig: “hvordan kan det være, at hundeopdrættere avler på hunde, der giver afkom med sådan adfærd”. Som svineavlere sender vi en so med aggressiv adfærd på slagteriet!
Eller som en biavler sagde til mig: “Selvom en bi-familie giver stor produktion af honning men bierne er så aggressive at det nærmest umuliggør høsten af honning, så klemmer man dronningen ihjel, og avler videre med en ny dronning med “fredelige arveegenskaber”, så man kan høste sin honning uden at blive stukket”.
Viden om sundhed, brugbarhed, udseende og adfærd, og selvfølgelig kendskab til hundens baggrund nogle generationer tilbage er vigtig i avlen.
En stambog gør ikke hunden god eller mindre god, men er et redskab til at bygge tingene op i hænderne på en god opdrætter.
I Dansk Kennelklub har der været krav om bl.a. udstillingspræmiering, før en hund måtte bruges i avlen , men nu pr. 9. januar 2012 er dette krav blevet droppet og det glæder mig selvfølgelig, men jeg sidder også tilbage med spørgsmålet: Hvad så??
Mere følger – send evt. en e-mail og tak for det.
10.02.2012 Albert Stam